På hjemvejen fra Gaunø besøgte jeg udstillingen på Sorø museum »Da far fik bil«. Mange plancher og spændende billeder fra 50'ernes og 60'ernes trafik ad hovedvej A1 tværs gennem Danmark med hvad de fleste af min generation kan huske, Storebæltsoverfarten, skiltet »Velkommen til Shell-land« når man kørte i land i Halsskov hvor man kunne tanke Shell, den berygtede Storebæltskaffe, de sorte flag der blev hejst når der var sket en dødsulykke på vejen, udstilling af tidstypiske ting som campingudstyr, sammenklappelige borde og stole, tidstypiske souvenirs osv. osv.
Man kunne også »skrive bilnumre« idet der var trykt en række nummerplader rundt omkring på plancherne, en del af dem dog historisk ukorrekte, for høje eller forkert serie.